Jeg troede Aldrig jeg skulle kaste mig ud i at lave flødeboller, men efter en firmaudflugt til Frederiksberg Chokolade, hvor vi skulle lave vores egne flødeboller, fik jeg  mod på selv at prøve. Dog vil jeg sige, at et stort kar med tempereret chokolade giver et flottere resultat, end når man står i køkkenet og fedter med 200 g smeltet chokolade og en ske…..udstyret har noget at sige:-)  Men charmen er jo, at man kan se, de er hjemmelavet, – ik? Det vækker i hvert fald en begejstring at komme med som værtindegave!:-) Jeg har sammensat lidt fra forskellige opskrifter, eftersom jeg ikke havde glukose hjemme og ikke kunne finde det på hylden ved den lokale købmand. Samtidig synes jeg at “kransekage”  bunden er meget bedre end blot bagt marcipan, så derfor denne sammensætning af opskrifter. Nyd selv at lave dem én dag du har 3 timer til hygge i køkkenet….man er lidt stolt første gang:-)

Marcipanbunde

(fra Odense Marcipans hjemmeside)

300 g marcipan

130 g sukker (rørsukker)

80 g æggehvide(r) (3 stk)

Marcipan røres med sukker og æg – stil evt. sukkeret i blød i ægget i 1-2 timer inden brug. Når massen er rørt lind kommes den i en sprøjtepose og sprøjtes ud til bunde i passende størrelse. Bages ved 190° C i 8-10 minutter til de er gyldne.

Skum (uden glukose)

300 g sukker

1 dl vand
1 vaniljestang
150 g past. æggehvider

Herefter skal guffen laves. Vaniljestangen flækkes og koges op sammen med sukker og vand. Kog det ca. i 2 min.

Æggehviderne piskes let sammen med de 2 spsk. sukker, hvorefter sukkerlagen tilsættes langsomt. Pisk guffet med en håndmikser (eller røremaskine) i 15-20 min, til guffet er helt fast og ikke falder ud af skålen.

Guffet sprøjtes på bundene med en plastiskpose og flødebollerne stilles køligt imens:

200 g mørk chokolade (70 %)

– hakkes og smeltes….jeg må tilstå, jeg smelter halvdelen i mikroovnen og hælder det over den anden portion, som under omrøring smelter med. Er ikke nået til at måle temperatur på chokoladen endnu.  Det kan være, jeg skal ønske mig et chokolade termometer i fødselsdagsgave, så kan det være jeg begynder at nørde lidt mere hermed 🙂 Indtil nu har knækket på chokoladen været ganske fin. Men det kan også blot være held:-)

Når chokoladen er tilpas i temperatur, så den ikke “smelter” skummet, kan man dyppe flødebollen ned i chokoladen. Det lykkedes mig 1 ud af 3 gange. Er man i tidsnød, som jeg nogle gange er, hælder jeg det over flødebollerne med en ske. Og så kan de jo pyntes som man ønsker! Kun fantasien sætter grænser for, hvad der skal drysses ovenpå.

Husk at stille flødebollerne koldt, så chokoladen får sit “chock” og sætter sig.

Man har lyst til at invitere nogle på kaffe nu – ik??!