Foto: farmors små tykke pandekager/Popspind.dk

Der er ikke så meget at rafle om  – det er bare de bedste! Når vi er hjemme ved mine svigerforældre, står den ofte på disse små luftige pandekager til den store fornøjelse for både store som små. De har nemlig altid en del æg, fra egne høns, som skal bruges. Pandekagerne er små og luftige – og kan bruges til brunch såvel som en ”kage til kaffen”  eller som dessert.  Nu står jeg selv med ikke mindre end 30 friske æg, fra svigerforældrenes høns, så nu har vi en undskyldning for at lave pandekagerne til brunch imorgen, som selvfølgelg  også skal inkludere scrambled eggs og blødkogte æg, så æggene kan blive brugt. Her er farmors dejlige opskrift på de ”små tykke” pandekager:

(ca. 10 pandekager)

4, æg, delt i blomme og hvide

4 spsk sukker

1 ½ dl yoghurt natural

2 dl. Hvedemel

1 nip salt

25 g smør

Tilbehør: 400 g. Friske bær,  eller frosne, optøede bær, der er drysset med sukker inden de tør op. Pisk æggehviderne til hård skum, så det kan vende på hovedet. Rør sukkeret i lidt af gangen.

Pisk æggeblommerne i yoghurten. Rør mel og salt i til en glat dej.

Vend først  1/3 af æggehvideskummet i – og derefter resten.

FOTO: janni Ellegaard andersen/popspind.dk

Smelt lidt smør på en stor stegepande.  Bag 3 pandekager af gangen ved at hælde ca. 3 x ½ dl dej i klatter på stegepanden.  Bag på middel varme indtil pandekagerne er faste og vend dem.  Bag indtil de er gylden brune. Gentag med resten af dejen. Kom smør på panden mellem hver bagning.

FOTO: janni Ellegaard andersen/popspind.dk

Hold pandekagerne  varme og server med bærene – evt. vaniljeis, hvis en dessert. Og er det en brunch – er ahornsirup jo altid godt.

Pandekagerne kan køles ned og spises senere. De kan med fordel stables  på tallerken med film over og stilles i køleskabet. Så er de lige til at tage ud, og give  1-2 min i mikroovnen, inden de skal serveres. De kan også fryses ned.